Land og by

Fire nye projekter vil gavne Stevns

Det nye år blev den 1. januar skudt i gang med ansøgningsfristen til LAG-midlerne, og Udvikling Stevns modtog fire spændende projektideer, der hver især vil bidrage til at gøre Stevns Kommune mere attraktiv for turister, tilflyttere samt det lokale erhvervsliv.

LAG-puljen består i denne ansøgningsrunde af 1.100.000 kr., hvorfra de spændende initiativer har mulighed for at blive støttet med op til 50% af projektets samlede støtteberettigede omkostninger. De endelige tilsagnsbeløb vil afhænge af, i hvor høj grad Udvikling Stevns’ bestyrelse vurderer, at projekterne bidrager til udviklingen af Stevns’ bosætning, turisme og erhvervsliv. Den 14. februar vil Udvikling Stevns offentliggøre, hvilke af de fire projektansøgere, som vil modtage tilsagn om LAG-midlerne.

Projektansøgerne er følgende:

Mjødbryggeri med grøn profil

Nyt mikro-bryggeri vil bidrage med en gourmet mjød af høj kvalitet og stort salgspotentiale, både lokalt, nationalt og internationalt. Bryggeriet vil arbejde ud fra en grøn og bæredygtig profil ved at gøre brug af Stevnske råvare, som er dyrket og høstet lokalt og altså indgå lokale samarbejder med relevante fødevare producenter. Den vil blive drevet som en social økonomisk virksomhed, der både på kort- og lang sigt vil skabe flere arbejdspladser til især særligt udsatte unge og andre personer, som står uden forarbejdsmarkedet af forskellige årsager. Iværksætteren bag initiativet har søgt tilsagn om støtte på 201.650 kr., som udgør 40% af projektets omkostninger.

Mergelgrave i Rødvig som oase

Syd for Rødvig fører både Kløverstien og Sjællandleden den natur- og oplevelseshungerende turist, langs stranden til Fællesskov, og på vejen passeres to forsømte mergelgrave, mens kulturmiljøets øvrige mergelgrave er gået tabt. Projektet ønsker at omdanne de to forsømte mergelgrave til en lille oase, hvor vandringsmanden kan få sig et hvil, lære om mergel, og samtidig nyde fauna, fugle og havblik. Det drejer sig altså om et pilotprojekt, som skal bidrage til udviklingen af Rødvig som turismecentrum, og ikke mindste bibeholdelsen af den stevnske kulturarv. Projektet har søgt om et ønsket tilskudsbeløb på 104.000 kr., som samlet udgør en tilskudsrate på 50%.

En familie-drevet besøgsgård i Renge

En familie fra København er for nyligt flytte til Stevns med en drøm at skabe en besøgsgård på Søndergård. Besøgsgården vil give turister, potentielle tilflyttere, og lokale mulighed for at komme og deltage i livets gang på et lille økologisk og selvforsynende landbrug. De besøgende vil få en personlig, aktiv og børnevenlig introduktion til egnen og vil bl.a. kunne opleve produktionen af frugt og grønt, samt komme helt tæt på primært danske landracedyr. Besøgsgårde er allerede et populært fænomen i København, som tiltrækker et stigende antal institutioner og børnefamilier. Familien har søgt om støtte til 50% af projektets samlede omkostninger, hvilket lander på 66.678 kr.

Nyt køkken til Strøby idrætscenter

Strøby Idrætscenter døjer med hårdt belastende omklædningsfaciliteter og et køkken, som ikke lever op til den stigende efterspørgsel på mødefaciliteter og festlokaler. I forbindelse med en igangværende ombygning af Strøby Idrætscenter, har AIK Fonden, som driver centret, ansøgt Udviklings Stevns om et tilskud på 247.162,5 kr. svarende til 50% af projektets omkostninger. Hvis idrætscenteret får uddelt den økonomiske støtte til renovering og udbygning af køkken- og omklædningsfaciliteterne, vil stedet være i stand til at tiltrække og afholde større arrangementer i form af halfester, sportsstævner m.m. AIK Fonden forventer, at projektet vil gøre idrætscentret meget mere attraktivt og tidssvarende for brugerne, og samtidig kunne tiltrække nye og flere brugere.

Er du blevet inspireret, eller har du også en spændende projektidé, der skaber lokale arbejdspladser? Øger turismen? Gør det attraktivt at bo i Stevns? – Næste ansøgningsfrist er lige rundt om hjørnet, d. 23. marts 2018, som de resterende midler fra seneste pulje vil overgå til.

Læs om, hvordan du søger tilskud til dit projekt på www.udviklingstevns.dk

Kommentarer