Alarm 112

Der er ikke en pyroman på spil på Stevns

Politiets efterforskningsleder tror ikke at der går en pyroman rundt på Stevns og stikker ild til ting.

Politikommissær Pia Fenger, der er leder af den lokale efterforskning hos Midt- og Vestsjællands Politi, har ingen mistanke om at der skulle være en pyroman på spil på Stevns. Det skriver Dagbladet.

Hun understreger samtidigt at politiet undersøger eller har undersøgt alle de mystiske brande der har hærget Stevns både sidste sommer og denne sommer.

Læs også: Brand i firlænget gård på Engvolden i Frøslev

– Hver gang, der er en brand på de store gårde og andre steder på Stevns, så undersøger vi selvfølgelig brandene til bunds. Og vi må ind til videre sige, at vi ikke kan se nogen rød tråd mellem de forskellige brande. Noget skyldes formentlig lynnedslag, mens i hvert fald én af de brande, vi har undersøgt, har det tydeligvis været tale om drengestreger, siger politikommissær Pia Fenger til Dagbladet.

Læs også: Brandene i Højstrup feriekoloni var ikke påsatte

Efterforsknings-lederen kan dog ikke udelukke at nogen af brandene er påsatte brande. Men hun tror ikke at der er en pyroman på spil.

Kommentarer