Land og by

Vallø Prisen overrakt til kvinden bag adeligt tv

Vallø:  I dag blev Vallø Prisen på 25.000 kroner overrakt til redaktør, producer, hofjægermesterinde Anna von Lowzow

Anna von Lowzow er ikke kun kendt i adelige kredse, hun har nemlig haft stor succes med at introducere alle os andre ikke-adelige for dansk adel via sit job som producer på tv-udsendelser som ”En kongelig familie” og ”De kongelige juveler”.

Bestyrelsen for Vallø Stift indstiftede Vallø Prisen i 2010 en pris. Prisen tildeles en person, forening eller virksomhed som påskønnelse for en helt særlig indsats og blev overrakt til Anna von Lowzow af Henrik Wedell-Wedellsborg, kammerherre, baron og kurator for Vallø Stift.

Vallø Prisen 2012 tildeles redaktør, producer, hofjægermesterinde Anna von Lowzow for hendes enestående frivillige indsats,hendes store dygtighed og sikre redaktionelle sans, som hun har investeret i at modernisere Dansk Adelsforenings medlemsblad ”Meddelelser”, så det i dag er blevet et naturligt omdrejningspunkt for foreningens kommunikation og arbejde.

“Anna von Lowzow har i bemærkelsesværdig grad formået at gøre bladet læseværdigt. Et væsentligt element i dette er det vedholdende arbejde med at få foreningens medlemmer til at komme med spændende aktuelle og historiske indlæg, men Anna von Lowzows egen letflydende pen er også en del af forklaringen”, skriver Vallø Stift i begrundelsen for valget af prismodtageren.

“Det er ikke kun medlemsbladet, der har nydt godt af Anna von Lowzows imponerende indsats. Hun har som mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Adelsforening været med til at præge foreningens virke og har været aktiv i relation til medierne. Hun har været en nøgleperson i arbejdet med at punktere de mange myter om adel og erstatte dem med konkret og korrekt historisk viden”, står der endvidere.

 

Kommentarer