Foreningsnyt

Et stærkt borgerligt samarbejde klar til Kommunalvalget 2017

Det Konservative Folkeparti Stevns og Liberal Alliance Stevns har valgt at forene kræfter og skabe et borgerligt liberalt valgforbund.

Det Konservative Folkeparti Stevns og Liberal Alliance Stevns har dannet et borgerligt liberalt valgforbund, bestående af de to partier med formålet at sikre nye borgelige mandater i kommunalbestyrelsen.

Begge partier har været ombejlet hver især af de andre større borgerlige partier, men ser flere muligheder ved at gå sammen med hinanden og dermed være et stærkt alternativ til disse.

– Vi er to partier af omtrent samme størrelse og med mange ens værdier og holdninger. Derfor finder jeg det meget naturligt at indgå valgforbund med Det Konservative Folkeparti Stevns, udtaler Lars B. Hansen formand for Liberal Alliance Stevns, som selv opstiller for første gang.

– Vi er det gode borgerlige alternativ til Venstre og de andre partier. Med dette samarbejde sikrer vi, at vi får gode borgerlige mandater i Kommunalbestyrelsen på Stevns, udtaler Lasse Olsen, formand for Det Konservative Folkeparti, Stevns.

Hvem der bliver borgermester ”må vise sig på valgnatten” – lyder det enstemmigt og smilende fra de to spidskandidater Rasmus Englund (LA) og Mikkel Lundemann Rasmussen (C).

Det Konservative Folkeparti stiller med seks kandidater; Mikkel Lundemann Rasmussen, Ellen Knudsen, Kenni Bech Jensen Toft, Lasse Olsen, Bo Kjeldsmark og Gitte C. Andersen.

Liberal Alliance stiller med fem kandidater; Rasmus Englund, Lars B. Hansen, Rikke Larsen, Sara Sjølin Lilaa og Tim Warner.

Kommentarer